ISO 16890 er en international teststandard for ventilationsfiltre, der fra 1. juli 2018 har erstattet EN779. ISO 16890 klassificerer filtre baseret på particulate matter (PM), hvilket gør det muligt at se direkte koblinger til vores helbred og luftforurening. Standarden gør det også muligt at planlægge den indendørs luftkvalitet (IAQ) på en helt anden måde end før.
Den tidligere standard EN779 klassificerede filtre fra G1-F9 og effektivitetsgraden for M5-F9 var baseret på en gennemsnitlig partikelstørrelse på 0,4 µm (mikrometer). ISO 16890 beregner i stedet filtreringsgraden baseret på partikelmassen i tre forskellige størrelsesfraktioner PM1 (0,3-1,0 µm) PM2,5 (0,3-2,5 µm) og PM10 (0,3-10 µm). Filteret tildeles derefter en filterklasse i en af disse tre grupper eller klassificeres som coarse (grovfilter).
Denne forskel betyder, at filtre, der tidligere havde samme klasse i henhold til EN 779, kan tildeles forskellige klasser i henhold til ISO 16890. Der findes derfor ikke en direkte sammenligning eller konvertering af filterklasserne i de forskellige standarder.
WHOs database indeholder information om udendørs luftforurening og koncentrationer fra forskellige steder over hele verden. Målingerne kan følges i realtid og måles i henhold til particulate matter (PM). Men at kende partikelindholdet i udendørsluften er ikke nok til at vælge den rigtige filterklasse. Du skal også tage højde for hvilket indendørsmiljø, der skal beskyttes. Klik her for at læse om standarden EN 16798-3. Vi forklarer, hvordan kvaliteten af udendørs og indendørs luft kategoriseres, og hvad du bør tænke på ved valg af filterklasse.
Energiforbrug er et andet vigtigt aspekt, men vi må aldrig gå på kompromis med luftkvaliteten for at spare energi, da menneskers helbred altid kommer først.